jellingfs

U18-pigerne sluttede af med to sure nederlag

JfS Fodbold Nyheder
9. oktober 2010 - 16:18 af: Per Falborg

Mesterrækkeholdet tabte 0-1 i Ry og mistede dermed den sidste spinkle chance for oprykning, mens A-holdet tabte 1-2 til Hedensted på et mål to minutter inde i overtiden.


Fotos fra A-kampen mod Hedensted: Søren Fjordside


U18 piger Mesterrække:
Ry SK-Jelling fS 1-0 (1-0)
Mål: 1-0 (19. minut)

U18 piger A:
Jelling fS-Hedensted IF 1-2
Mål for Jelling: Maria Rasmussen

En ganske udmærket efterårssæson fik lørdag en lidt sur afslutning for Jellings to U18-pigehold.
Mesterrækkeholdet ledte igen forgæves efter heldet og tabte 0-1 i Ry, mens A-holdet mistede point i overtiden, da et fair 1-1 resultat pludselig blev ændret til et 1-2 nederlag.

I Mesterrækkekampen skulle Jelling forsøge at revanchere sig for et temmelig uretfærdigt 0-1 nederlag mod Ry i efterårets første møde mellem de to. Men resultatet blev præcis det samme denne gang. Kampens eneste mål blev scoret midt i 1. halvleg - på Rys første afslutning - da en Ry-angriber pludselig stod fri på en tilfældig bold og straks fyrede et fladt skud af. Laura Kristensen i Jelling-målet nåede ned til bolden, men den smuttede alligevel under hende.

Jelling manglede angriberne Maria Hansson og Maibritt Bjerrum, som tilsammen har scoret halvdelen af Jellings 14 mål i denne sæson, og det kunne selvfølgelig mærkes. Samtidig var mange af Jelling-pigerne under deres normale niveau, og der var uden tvivl mest flow i Rys spil, hvor bolden blev ført hurtigt rundt af de teknisk gode midtbanespillere.
Men alligevel pressede Jelling på i perioder og havde klart flere målchancer end hjemmeholdet. Ud over målet havde Ry en enkelt stor chance på et hovedstød, som Laura dog klarede flot, hvorimod der var fire-fem halvstore muligheder til blandt andre Klara Lindbjerg, Rikke Sejr og Rikke Louise Stabel.
For eksempel kunne Rikke have scoret sæsonens flotteste mål, da Maja Kruse sendte et perfekt halvhøjt indlæg ind foran mål: Rikke fik presset sig foran Ry-forsvarerne og fik med en inderside - uden at bolden fra Maja havde rørt jorden - dirigeret bolden mod fjerneste stolpe, men Rys målmand nåede ud og fik reddet.

Men i det hele taget havde Jelling-pigerne igen-igen en af de dage, hvor en lille smule held og medgang havde givet et helt andet resultat. Kampen var Jellings fjerde etmåls-nederlag i efteråret. Og i de fire kampe og i den ene uafgjorte har det kun været tilfældigheder og sort uheld, som har forhindret Jelling i at få et eller tre point.
Denne gang viste uheldet sig blandt andet fem minutter efter pausen, da Klara Lindbjerg - som var skubbet frem i angrebet i Marias og Maibritts fravær - kom skævt ind i en tackling og kom så galt afsted med sin ankel, at kampen var slut for hendes vedkommende.
Og i kampens sidste fem minutter stod uheldet hele to gange i vejen for en Jelling-udligning:
Først fik kampens ellers udmærkede dommer en meget afgørende indflydelse, da Emma Kristensen vandt en nærkamp i højresiden. I en helt fair tackling - som dommeren ikke takserede til frispark - væltede hun en modstander og skabte dermed et farligt angreb, hvor Jelling var i overtal. Men netop som hun skulle spille en helt fri Maja Kruse foran mål, blev spillet stoppet af et fløjt fra dommeren, som ville have hjælp til Ry-spilleren, der var faldet.
For det første er det helt uhørt at stoppe spillet midt i et farligt angreb - for det andet var det voldsomt provokerende for Jelling-pigerne, at den "skadede" spiller straks rejste sig og grinede...

Men det allertydeligste tegn på, at det bare ikke var Jellings dag, kom i de allersidste sekunder, da Rikke Louise flot tacklede sig fri på kanten af straffesparkfeltet. Dermed skabte hun sig selv en friløber, men på ganske få meters afstand sparkede hun lige i armene på Rys målmand. Og tre sekunder senere fløjtede dommeren kampen af...

Om Jelling slutter som nummer tre, fire eller fem er endnu usikkert, da fire af de andre hold i puljen stadig mangler en kamp. Men uanset hvad skal Jelling til foråret spille i A-rækken sammen med de øvrige Mesterrækkehold, som her i efteråret slutter som nummer tre, fire, fem og seks - samt vinderne af efterårets A-rækker.

Emma Kristensen blev valgt til kampens spiller.

Se stillingen i Mesterrækken her.

A-holdet mødte Hedensted, som Jelling fik skovlen under på udebane med en 3-1 sejr.
Denne gang var det en mere lige kamp, som længe så ud til at slutte 1-1. Men to minutter inde i overtiden afdriblede en Hedensted-spiller fire mand og sparkede bolden op i hjørnet, så 1-1 blev til 1-2.
Trods nederlaget gjorde Jelling-pigerne det godt med fine præstationer af blandt andre Karen Heidemann i målet, målscorer Maria Rasmussen, Viola Jensen og Sofie Johansen i forsvaret og Rikke Hermannsen og Marie Albrechtsen på midtbanen.
Bedst var dog Laura Herum, som var lånt på U15-pigeholdet, men alligevel blev valgt til kampens spiller for en suveræn præstation som venstre back.

Se stillingen i A-rækken her.




0 kommentarer


Du skal være logget ind, for at skrive en kommentar