jellingfs

U-15 piger tog på efterskole i stormvejret

JfS Fodbold Nyheder
19. november 2009 - 17:52 af: Per Falborg

Jellings piger henlagde en træningsaften til kunststofbanen på Vejle Idrætsefterskole, som havde inviteret på "reklame-besøg".

På en våd og stormfuld onsdag aften, hvor det meste af Familien Danmark hyggede sig indendøre med aftenkaffe og fodboldlandskamp i fjernsynet, tog det meste af førsteholdstruppen i Jellings U-15 pigeafdeling til Vejle.

Her havde Vejle Idrætsefterskole inviteret Jellings og VB's piger på "charmebesøg".
Vejle Idrætsefterskole er en forholdsvis ny efterskole, placeret i det samme bygningskompleks som den "gamle" Vejle Idrætshøjskole i Nørreskoven. Trods de skønne omgivelser og de fine faciliteter mener ledelse og lærere på efterskolen, at den endnu ikke er særlig kendt i nærområdet - Vejle og omegn.
Derfor blev Jelling-pigerne inviteret til en træningsaften på efterskolens kunststofbane, så skolen kunne gøre lidt reklame for sig selv.

Aftenens trænere var efterskolens fodboldlærere Brian Blensner, tidligere dame-elitedivisionstræner, og Jacob Thychosen, tidligere divisionsspiller i VB og nu i FC Fredericia.

På skolen går omkring 120 elever i 9. og 10. klasse, som hver især specialiserer sig i én af seks sportsgrene: For eksempel fodbold, cykling eller dans.

Ingen af Jellings piger meldte sig dog på stedet ind på efterskolen - blandt andet fordi de fleste af dem, som går i de tanker, allerede har fundet en anden efterskole. 
Men de fik en fin træningsaften og et godt indtryk af skolen, som Jacob Thychosen fortalte meget levende om.

Læs mere om Vejle Idrætsefterskole her.

0 kommentarer


Du skal være logget ind, for at skrive en kommentar