U17-drenge B:
FC Ådalen-Jelling fS 4-5 (2-1)
Nogle sejre er bare sødere end andre. Og U17-drengene hentede en af de rigtig gode denne solrige søndag i Egtved!
Der var masser af ære på spil og ingen tvivl om, at Jelling rigtig gerne ville tage point fra det indtil nu ubesejrede tophold FC Ådalen, som stillede til kampen med 27 point i 9 kampe og en målscore på 50-3. Et rigtig godt hold med masser af både hurtige, stærke og teknisk dygtige spillere, som på alle pladser kunne matche Jellings drenge.
Det giver jo som regel gode fodboldkampe, når to jævnbyrdige hold mødes, og denne her var ingen undtagelse. Masser af flot spil og gode chancer til begge hold, og der blev kæmpet så det sang i tacklingerne.
Set med Jelling-øjne kom vi bedst fra start, var hurtige og offensive på bolden, og det gav pote efter et lille kvarters spil, da Mads udplacerede FC Ådalens målmand efter et flot oppres. Glæden blev dog relativt kortvarig, da FC Ådalen fire minutter senere udlignede på et langt indkast, som blev forlænget ind over feltet, hvor den hurtige venstrekant fik bolden forbi Emil i målet. Ådalen satte trumf på minuttet efter, da deres hurtigste angriber pludselig var helt fri foran mål - og scorede til pausestillingen 2-1.
Målene kom i klumper i denne kamp. I 2. halvleg kom Jelling igen bedst fra start. Efter fem minutter blev der begået frispark mod Mads (som i øvrigt spillede resten af kampen med en skadet venstre skulder) lige udenfor feltet. Mikkel kom til og lagde et superflot og knaldhårdt frisparksmål ind nærmest under muren og placerede bolden så yderligt, at målmanden ingen chance havde.
Men igen blev glæden kort. Ådalen gav bolden op efter scoringen, stormede frem og scorede på riposten efter Rasmus' flotte redning til 3-2.
Ikke så længe efter blev det 4-2 på en uheldig hjørnesparkssituation, hvor Claes kom til at sende bolden i eget mål.
Om det var derfor, at han i resten af kampen stort set bed sig fast i bolden, når den var i hans nærhed, er jo ikke til at vide. Men i hvert fald kæmpede han bravt om hver eneste bold i hele resten af kampen. Det gjorde nu ikke kun Claes. Hjemvendte Anders i forsvaret ydede en kæmpe indsats, og hans lange ben var her, der og alle vegne i vejen for Ådalens spillere. Mikkel var som sædvanlig boldsikker bagerste mand, og på midtbanen kørte maskinen (Mads, Mads Ole, Lasse og Morten) i 80 minutter for stort set fuld damp.
Spillet frem ad banen var stort set Jellings i resten af kampen. Imponerende ikke at gå ned i engagement, når man er bagud med 2 mål - i denne her kamp var det nærmest Ådalen, som holdt op med at spille. I hvert fald var forsvaret ikke opmærksom på, at Thomas, som indtil da ikke havde gjort meget væsen af sig, har et ekstra gear. Det blev sat ind i kampens sidste 20 minutter, hvor Thomas scorede to gange helt alene med målmanden. Første gang på et elegant opspil fra Frederik, og anden gang ved at han og Mads legede kispus med en chanceløs målmand, som Thomas kunne spadsere bolden forbi.
Så havde vi det ene point, og på sidelinjen synes vi egentlig godt, at kampen kunne fløjtes af. Men ikke drengene i orange - de blev bare ved med at løbe fremad. Mads Ole havde årets største chance, og Frederik havde også en god mulighed for at lukke kampen. I stedet blev det med hjælp fra FC Ådalens forsvarsspiller, som med strakte arme skubbe Lasse i ryggen inde i feltet. Dommeren tøvede ikke med at dømme straffespark, som Mads sikkert sparkede forbi målmanden.
Det holdt heldigvis de sidste 5 minutter og hele vejen hjem - og den sidste energi blev brugt til at skråle "hvem var det, der vandt i dag" på max volumen!
Drengene slutter rækken som nr. 2 uanset udfaldet af den sidste kamp, som spilles onsdag den 13. oktober mod VB på Jellings baner, og Jelling rykker dermed op i den højere række til foråret. Se stillingen i rækken her. | | | | | | | |