jellingfs

Sejr i topkampen bringer U15-pigerne alene i spidsen

JfS Fodbold Nyheder
29. april 2010 - 00:24 af: Per Falborg

Efter tre kampe er der endnu ikke scoret mod Jellings piger - men det var tæt på mod FC Horsens, der dog blev slået 2-0 i en kamp, hvor Jelling spillede mere med hjertet end med hjernen.


U15-piger A:
FC Horsens-Jelling 0-2 (0-1)
0-1 (5.) Sofie Lundbæk (assist Rikke Sejr og Maria Hansson)
0-2 (54.) Maria Hansson, direkte på frispark

Man kan godt bruge ordet held, når et hold vinder 2-0 på udebane i en topkamp, selv om det i flere perioder er presset i bund.
Men man kan også kalde det hamrende effektivt, når man scorer to mål på fem-seks målchancer - samtidig med at modstanderen trods 10-12 forsøg ikke kommer på tavlen.

Uanset hvordan man ser på det, så er Jellings U15-piger nu alene i spidsen for A-rækken (den næstbedste række) med maksimumpoint for tre kampe. Endnu er der ikke gået et eneste mål ind i turneringskampene - og faktisk har ingen hold i løbet af de seneste ni trænings- og turneringskampe kunnet score i åbent spil mod Jelling-pigerne, som kun har indkasseret mål på frispark, straffespark og hjørnespark.

Kampen i Horsens var en nøglekamp, for allerede kort inde i turneringen er det tydeligt, at kun FC Horsens eller Jelling kan vinde rækken. Horsens spillede ligesom Jelling i Mesterrækken i efteråret. Her blev det til en femteplads ud af seks hold, men det unge Horsens-hold (med ikke færre end tre piger fra årgang 97) er gået klart frem siden da.

Det var dog Jelling, der startede bedst, og allerede i det femte minut blev det 1-0 ved Sofie Lundbæk, som udnyttede flot forarbejde af Rikke Sejr og Maria Hansson.
Men det blev stort set den eneste Jelling-afslutning i en første halvleg, hvor FC Horsens havde medvinden, både i direkte og i overført betydning.
Den teknisk stærke Horsens-midtbane fik for meget plads til at lægge de rigtige afleveringer til især en hurtig angriber på venstrekanten, som voldte Jelling-forsvaret store problemer.
Skoletur til udlandet kombineret med sygdom har betydet, at enkelte spillere slet ikke havde trænet siden sidste turneringskamp for 10 dage siden, og det kunne ses på banen.
Desuden måtte både Cecilie, Rikke, Stine, Kathrine og Louise Kjær have kortere eller længere pauser på sidelinien på grund af skader og sygdom, og det var medvirkende til, at Jelling-motoren kørte noget ujævnt.

Men forsvaret og Laura Kristensen i målet holdt stand, og i medvinden efter pausen var Jelling langt mere med. Der blev presset mere på helt fremme i forreste kæde, og midtbanen arbejdede endnu hårdere for at dæmme op for modstandernes småspil.
Stadig var det FC Horsens, der stod for det pæneste kombinationsspil, og alt for mange gange stod Jelling-pigerne forkert på banen. Når Jelling havde bolden, lå den sidste aflevering kun sjældent lige hvor den skulle.
Alligevel blev de orange mere og mere farlige, og midt i halvlegen faldt målet til 2-0 på et brag af et direkte frispark fra Maria Hansson.

Det var nu slet ikke ensbetydende med, at kampen var lukket. FC Horsens kastede endnu flere kræfter frem i offensiven og var tæt på flere gange - men det gav også plads til Jelling i den anden ende, hvor Rikke Sejr med lidt mere held i to situationer kunne have lagt låg på kampen med en scoring til 3-0.

Det blev dog ved de 2-0. En udpræget fighter-sejr, som blev hentet i land via en indsats mere med hjertet end med hjernen.
Men den slags sejre tæller som bekendt lige så meget som dem, der bliver vundet på flot spil og tekniske lækkerier. Og i hvert fald ligger Jelling-pigerne nu alene på førstepladsen i rækken.

Maria Hansson, som scorede sit første mål i en turneringskamp for Jelling, blev af holdkammeraterne og træneren valgt til kampens spiller med fem stemmer, tæt fulgt af "hele holdet", som fik fire stemmer.

Kampen blev i øvrigt ledet af en fremragende kvindelig dommer, Hanne Fausing Brund. Hun har dømt kampe på divisionsniveau, og det kunne mærkes: Hun fløjtede ikke kampen i stykker, men lod både FC Horsens og Jelling bruge fysikken. Samtidig havde hun overskud til undervejs - højlydt - at forklare nogle af sine kendelser, så eventuelle protester blev stoppet, næsten inden de nåede at blive råbt. Og bortset fra to indkast (ét til hvert hold), der gik den forkerte vej, traf hun - set fra Jellings sidelinie - ikke én eneste forkert beslutning i de 70 minutter. Imponerende!

Se stillingen i rækken her.

0 kommentarer


Du skal være logget ind, for at skrive en kommentar