jellingfs

Sæsonens bedste spil af Jellings kvinder i topopgør

JfS Fodbold Nyheder
19. maj 2010 - 23:23 af: Jesper Kruse

To mål af Kaja Borup gav 2-0 sejr til serie 2-kvinderne mod Vinding.




Serie 2, kvinder
Jelling fS-Vinding FS: 2-0 (1-0)
Målscorer: Kaja Borup 2

Kaja Borup  blev dobbelt matchvinder i en alt for lille sejr i ugens anden kamp mod Vinding.
I mandags spillede Jelling og Vinding 1-1 i ugens første topopgør. Det var en hård  og spændende kamp uden de store målchancer. Onsdag mødtes de igen, og træner Kenneth Faber havde åbenbart valgt den rigtige taktik mod et meget kompakt og defensivt organiseret udehold: Hurtigt småspil på kanterne, kombineret med fight og løbevillighed.

Stadions langside var pænt besat til aftenens kamp, og tilskuerne nød det flotte Jellingspil, men trods flere kvalificerede afslutninger fra især Line Sejr og Astrid Alsted afværgede Vindings kompetente keeper alt, indtil Kaja Borup efter 20 min. udnyttede en misforståelse mellem målmand og back og bragte Jelling fortjent på 1-0. Kort efter havde Karen Pontoppidans stolpeskud fra kanten af feltet fortjent en bedre skæbne, ligesom Kamilla Knudsen i sin blot anden kamp for klubben ikke fik godkendt sin scoring efter hjørnespark.

Jelling fortsatte det malende spil i anden halvleg og producerede chance efter chance, men forgæves, og Vinding kan jo det der med pludselig at score ud af ingenting. En rigtig god Kaja Borup brød dog atter den onde cirkel ved midt i halvlegen smukt at lobbe bolden fra kanten af feltet over en sagesløs Vinding-målmand. Vinding prøvede at svare igen, men kom pga Jellings pågående presspil og stærke defensiv kun til en enkelt chance i denne kamp, der bød på rigtig gode præstationer fra alle Jellingspillerne, hvoraf 9 ud af 13 med lidt held kunne have kommet på scoringstavlen.

Imponerende er det, at Jelling trods en hel del skader og afbud gang på gang er i stand til at finde fuldgode erstatninger i egne rækker. Denne kamp gav således debut til de to U 15-spillere Stine Hviid og Klara Lindbjerg, der gik fint ind på holdet og i øvrigt begge var tæt på at score.

Jelling fører nu rækken med tre points ned til Vinding og har slået alle hold i rækken.  

Se stillingen i rækken her.


0 kommentarer


Du skal være logget ind, for at skrive en kommentar