jellingfs

Kvinderne styrer mod to andenpladser

JfS Fodbold Nyheder
3. oktober 2011 - 23:26 af: Per Falborg

To vidt forskellige resultater i weekenden tyder på, at Jellings kvinder både i serie 1 og serie 2 bliver en sikker nummer to.

Serie 1, kvinder:
Toftlund-Jelling fS 0-3
Mål for Jelling: Rikke Falborg Sejr, Maria Rasmussen, Stine Hviid

Serie 2, kvinder:
Hedensted-Jelling fS 12-1 
Mål for Jelling: Kaja Borup Løvschall

En meget flot sejr - og et kæmpe nederlag.
Resultaterne var meget forskellige for Jellings to kvindehold i weekenden. Men i både serie 1 og serie 2 betyder de dog, at Jelling med stor sandsynlighed slutter på andenpladsen.
Et ganske fint punktum på en sæson, hvor Jelling for første gang nogensinde har sendt to 11-mands kvindehold i kamp i JBU's turneringer.

Serie 1-holdet udkæmpede lørdag "slaget om andenpladsen" i Toftlund, som er nedrykker fra Jyllandsserien.
Med en sejr kunne sønderjyderne have taget andenpladsen fra Jellings kvinder, men det kom aldrig på tale.
Trods afbud fra hele fire stamspillere - Kaja Borup, Line Christensen, Karen Fjordside og målmand Line Nielsen - kørte Jelling en sikker sejr i hus i Toftlund.
Suverænt sikre præstationer af Stine Pedersen, Cecilie Bendixen og Maja Kruse - kombineret med ungdommelig power i skikkelse af efterskolepigerne Camilla Melgaard, Stine Hviid og Rikke Sejr - lagde grunden til 3-0 sejren.
Og så gjorde det jo heller ikke noget, at Trine Skov viste hidtil usete talenter som målmand, da hun for første gang tog handskerne på i en fodboldkamp - og at Rikke Louise Stabel bed tænderne sammen og spillede fremragende på trods af en brækket tå!

Rikke Sejr gjorde det til 1-0 i sin sæsondebut i serie 1 med et flot venstrebenshug på en lige så flot aflevering fra Mette Christensen.
Men derefter skulle der to lidt heldige mål til for at lukke kampen i anden halvleg - hvor Jelling ellers havde masser af chancer til at score flere gange. Først placerede Maria Rasmussen bolden helt oppe i hjørnet på et resolut spark meget langt ude fra til 2-0. Og til sidst var det et alt andet end hårdt skud fra Stine Hviid, der fik lov at smutte mellem benene på Toftlunds ellers meget sikre keeper.

Nu mangler Jelling to kampe i serie 1: Hjemmekamp på lørdag den 8. oktober 13.30 mod Haderslev FK - og en afsluttende udekamp mod Team Vest ved Skærbæk den 15. oktober.

Se stillingen i serie 1 her.

Serie 2-holdet havde inden weekenden en yderst teoretisk chance for at stjæle førstepladsen fra Hedensted.
På forhånd så det svært ud, for Hedensted havde vundet den første indbyrdes kamp i Jelling med hele 9-1.
Og det viste sig at være endnu sværere denne gang: Hele 12-1 vandt de suveræne Hedensted-kvinder, som bestemt ikke har noget at gøre i serie 2, hvor de er langt det stærkeste hold. Op i serie 1 med dem - og det kan ikke gå for hurtigt!
Kaja Borup scorede Jellings trøstmål.
Bortset fra de to massakrer mod Hedensted har Jelling dog gjort rent bord i de øvrige kampe. Og den statistik holder hele vejen, hvis Engum besejres i Jellings sidste kamp i år, lørdag den 15. oktober.

Se stillingen i serie 2 her.

0 kommentarer


Du skal være logget ind, for at skrive en kommentar