| Kvinder, oprykningskamp til serie 1:
Fredericia KFUM- Jelling: 9-8
Efter 4-4 (2-2) i ordinær kamp, forlænget spilletid (Uden scoringer) og straffe
Målscorere: Astrid Alsted 2, Line Falborg Sejr 2, Andrea Pontoppidan, Lene Hornstrup, Mette Thychosen, Kathrine Haumann De gyldne dråber fra de iskolde champagneflasker var på vej op af køletasken til spillere og fans på Hældager Stadion i Vejle, da Fredericia KFUM udlignede i overtidens døende sekunder. Og det endelige nederlag var slet, slet ikke i orden. Jelling startede kampen dårligt og nervøst og var bagud 0-1 efter 3 minutter, og lad det være sagt med det samme: Jellings forsvar så ikke så godt ud i denne kamp, ligesom heldet tilsmilede modstanderne ved alle 4 scoringer i den ordinære spilletid. Jelling arbejdede sig stille og roligt ind i kampen, og efter 15 min. var Line Falborg Sejr på vej mod Fredericias mål og afdriblede sweeperen, men blev godt og grundigt savet over. Det forventede røde kort var kun gult. Det gule kort blev kun luftet denne ene gang, og det var vel en 3-4 gange for lidt i dette usædvanlig hårdt spillede opgør, hvor det i hvert fald ikke var Jelling, der startede med at gå til stålet. Jellings spildominans kastede kun halve chancer af sig, og efter 35 minutter øgede KFUM til 2-0 på en tidlig julegave. Denne episode var åbenbart det rigtige wake up call for Mette Thychosen, der i dagens anledning vikarierede for søster Mie. Hun lagde en dyb og knivskarp aflevering til Maja Kruse, der overspurtede sin back og nærmest fra hjørneflaget lagde en skruende bold lige ind i hovedet på en fremstormende Lene Hornstrup til et rigtig smukt mål. Jelling begyndte for alvor at spille bold, og Astrid Alsted og Line Falborg Sejr bød ind med glimrende forsøg. Den retfærdige udligning kom lige inden pausen, da Astrid Alsted og Maja Kruse kombinerede sig igennem på højrekanten. Maja kunne afslutte selv, men udspillede modstandernes forsvar ved at lægge bolden skråt tilbage til Kathrine Haumann, der stille og roligt udplacerede KFUM’s iøvrigt rigtig gode målmand. Jellings målmand hedder Trine Holm og har ikke spillet i Jyllandsserien som modstandernes målmand, men hun klarede fint for sig i flere situationer. Jelling fortsatte det teknisk betonede spil efter pausen, og efter 55 minutter førte Jelling 4-2 efter en sand parade af spillemæssig magtdemonstration og god, gammeldags, kollektiv fight. Først bankede Line Falborg Sejr bolden ind bag en sagesløs keeper efter et dynamisk gennembrud, og kort efter kunne evigt fightende Astrid Alsted overspurte alt og alle på en én af de dybe fra Karen P.
Jelling havde herefter flere oplagte muligheder, og det lignede atter en dag på kontoret, ganske i stil med hele efterårets suveræne indsats fra Jelling-kvinderne. 6-3 efter 90 min. ville have været OK, men sådan skulle det ikke være. Cheftræner Søren Fjordside har oplevet meget i dansk seriefodbold, men KFUM’s lucky punch-scoringer var dog en bitter pille at sluge for Søren og kvinderne, der gerne vil spille i en bedre række. Det er simpelthen sjovere.
Dagens hold: Lene Hornstrup, Mathilde Kjærgård, Astrid Alsted, Mette Bay, Mette Thychosen, Andrea Pontoppidan, Maja Kruse, Rikke Louise Stabel, Line Falborg Sejr, Karen Pontoppidan, Kathrine Haumann, Trine Holm, Simone Olsen. | |