jellingfs

Kanonstart for juniorpigerne

JfS Fodbold Nyheder
14. august 2010 - 17:00 af: Per Falborg

En smule held og masser af fight gav Jellings U18-piger premieresejr i Mesterrækken mod det forventede tophold fra Oure.

U18-piger Mesterrække:
Jelling fS-OureSkolernes BK 2-1 (1-0)
1-0 Rikke Sejr (30. minut, assist Maja Kruse), 1-1 (48.), 2-1 Maria Hansson (49., direkte på frispark)

Jellings U18-piger fik en perfekt start på efterårssæsonen i Mesterrækken med en uventet, men ganske fortjent 2-1 sejr over Oure.
Modstanderne vandt U18 pige M i foråret og stiller med efterskole- og gymnasieelever fra Oure-Skolernes fodboldlinier.
Og mens Jelling havde ikke færre end 10 førsteårs juniorpiger fra årgang 1995 og 1996 og kun fire spillere fra årgang 93 i truppen, var Oure-pigerne i gennemsnit et år ældre.
Så helt som forventet var de fynske modstandere teknisk dygtige og fysisk stærke piger.
Men samtidig var det tydeligt, at Oure-holdet endnu ikke er sammenspillet her seks dage efter, at mange af spillerne mødte hinanden for første gang, da skoleåret i Oure begyndte 8. august.

Det udnyttede Jelling til at sætte sig på første halvleg - godt hjulpet på vej af et gult kort (10 minutters udvisning) efter fem minutter til en spiller fra Oure, som løb frem for tidligt på et Jelling-frispark.
Men også da gæsterne igen var fuldtallige, var Jelling jævnt dominerende med overvægt i både spil og chancer, godt anført af Maja Kruse, Rikke-Louise Stabel og Emma Kristensen, der demonstrerede et sandt arbejdsraseri på midtbanen.
Netop Maja Kruse lavede forarbejdet til Jellings flotte føringsmål, da hun sendte Rikke Sejr afsted med en perfekt timet aflevering. Rikke trak på tværs forbi målmanden og sparkede bolden i mål med venstrebenet til 1-0.

Maibritt Bjerrum lagde et flot pres på Oure-forsvaret, så det kunne mærkes, da hun blev skiftet ud i slutningen af første halvleg med en ankelskade.
Og da tre-fire andre nøglespillere i løbet af kampen var mere og mere plaget af forskellige skavanker og ikke altid kunne yde 100 procent, pressede Oure langt mere på efter pausen.
I anden halvlegs ottende minut stod en Oure-spiller pludselig helt fri og udlignede til 1-1.
Men bare et minut senere kom Jelling igen i front, da Maria Hansson sendte et velplaceret, men ikke superhårdt frispark i mål via en ikke særlig heldig Oure-målmands hænder.

Og selv om der i den sidste halve time var store chancer i begge ender, holdt føringen hele vejen - inklusive fem minutters tillægstid. Ikke mindst på grund af en fantastisk fighter-indstilling hos de orange.
Jellings unge hold fik en kanonstart i Mesterrækken - og tre point mod en modstander, som nok skal hente mange sejre i resten af sæsonen.

Kampens spiller blev målmand Laura Kristensen og "hele holdet", som begge fik tre stemmer.

Se stillingen i rækken her.

0 kommentarer


Du skal være logget ind, for at skrive en kommentar