jellingfs

Kaja huggede Jelling op på førstepladsen

JfS Fodbold Nyheder
11. maj 2011 - 08:16 af: Jesper Kruse

Kvindeholdet fører serie 2 efter stærk holdpræstation mod rækkens tophold.



Serie 2, kvinder:
Jelling-Team HEG 1-0 (0-0)
1-0 Kaja Borup Løvschall (66. minut)

Efter sidste uges rekordsejr på 14-1 over bundholdet Egtved var Jelling tirsdag aften oppe mod en modstander af en helt anden kaliber, nemlig rækkens ubesejrede tophold fra Team HEG (Hampen/Ejstrup/Gludsted).

Kampen var fattig på målchancer i første halvleg, præget af to stærke forsvar, hvor især Jellings bagerste kæde efterhånden er ved at finde ind i et godt samarbejde. Backerne Hanne Bendixen og Camilla Knudsen og midteraksen med Stine Pedersen og Andrea Pontoppidan sørgede for, at målmand Line Nielsen var stort set arbejdsløs. Camilla Melgaard overtog sweeperposten i 2. halvleg og gav plads til Andrea på midtbanen. De andre midtbanespillere Karen Pontoppidan, Cecilie Andersen, Pia Pedersen, Emma Krusborg og Viola Jensen arbejdede hårdt, var opmærksomme, vandt mange nærkampe, men det kneb med den sidste aflevering til angriberne Annika Nielsen, Kaja Borup Løvschall og Maja Hviid.

Efter en lidt rodet start på 2. halvleg udmøntede Jellings offensive pres sig i flere og flere halve muligheder. Kaja Borup havde overtaget pladsen som midterangriber fra den i Østen omrejsende hardhitter Line Falborg Sejr, og fanden tog ved Kaja, der som banens bedste efter 21 minutter sikrede sig bolden midt på banen, løb fra et par modstandere og bankede bolden utageligt ind under overliggeren fra 20 meter. Smukt mål. HEG bød ikke ind med meget offensivt, og Jelling var tæt på 2-0 med et par gode tilbud. Yderst fortjent sejr.

Tak til de 5 U18-spillere, der på trods af et hårdt forårsprogram fandt tid til at hjælpe kvinderne.

Holdets næste kamp spilles tirsdag den 17. maj på udebane mod Give/Thyregod.

Se stillingen i rækken her.



0 kommentarer


Du skal være logget ind, for at skrive en kommentar