jellingfs
Til forsiden
Sponsorer
Om denne side
Sjove og nyttige links
Søg
Jelling-piger tabte topkampen
JfS Fodbold Nyheder
29. august 2010 - 19:42
af: Per Falborg
En dårlig start og manglende held førte til sæsonens første turneringsnederlag til U18-pigerne, som blev slået 3-1 i Odense.
U18-piger Mesterrække:
Marienlyst-Jelling fS 3-1 (2-0)
1-0 (7. minut), 2-0 (14.), 2-1 Maria Hansson (65. Assist: Maibritt Bjerrum), 3-1 (77.)
Efter sejre i de første to turneringskampe gik den ikke længere for Jellings U18-piger i Mesterrækken, som tabte "topkampen" i Odense-forstaden Marienlyst med 1-3.
Det fynske hjemmehold havde også vundet sine første to kampe, og med sejren ligger de nu godt i kapløbet om de to øverste pladser i rækken, som udløser en plads i Mesterrække1 til foråret.
Med afbud fra både Rikke Louise Stabel og Rikke Hermannsen stillede Jelling med 11 førsteårs juniorpiger fra årgang 95 og 96. Og det var tydeligt at se, at Jelling var i underskud på fysik, rutine og koldt overblik.
Det kostede to dumme mål i det første kvarter. Blandt andet et møg-uheldigt selvmål, hvor Camilla Melgaard satte hovedet på et langskud, som ellers var gået forbi mål, men som nu helt snød Laura Kristensen i Jelling-målet og stille og roligt lagde sig til rette i nettet.
Omvendt havde Rikke Sejr med en smule held scoret på to gennembrud i kampens start, men det ene skud blev reddet af målmanden, og det andet strøg lige forbi mål.
Bagud 0-2 på udebane mod et stærkt hold med en højere gennemsnitsalder kunne man frygte, at det gik helt galt for Jelling-pigerne.
Men de orange viste en imponerende mental styrke og kæmpede sig tilbage i opgøret. De sidste 10 minutter af første halvleg og det meste af anden blev klart domineret af Jelling - samtidig med at Marienlyst stadig var farlige på kontraangreb.
Men trods adskillige nærgående forsøg fik Jelling først reduceret et kvarter før tid, da Maria Hansson smukt lagde bolden op i det fjerneste hjørne, efter at hun var spillet fri af Maibritt Bjerrum.
Det betød endnu mere Jelling-pres for at udligne, men målet til 2-2 kom aldrig. I stedet lukkede Marienlyst kampen på et hurtigt kontraangreb tre minutter før tid.
Jelling-pigernes næste kamp er mod Ry på hjemmebane onsdag den 8. september.
Se stillingen i rækken her.
Del nyheden...
|
0 kommentarer
Du skal være logget ind, for at skrive en kommentar
© Jelling fS Fodbold - Gormshallen, Kathrinelund 1, 7300 Jelling - Webansvarlig: Per Falborg 7587 2800 falborg@hotmail.com