jellingfs

Jelling-piger ryddede bordet i HinnerupUdskriv side

   
 
 

 

 

 

 

2. august 2009:

Uden en eneste træningsdag i benene efter sommerferien fik Jellings U-15 piger en fin start på efterårssæsonen, da det for andet år i træk blev til sejr og pokal ved sommerstævnet Hinnerup Cup.

Hvis sandheden skal frem, havde seks piger fra holdet dog kun lige afsluttet fem dages DBU-fodboldskole i Jelling inden afgang til Hinnerup fredag eftermiddag. Men det gav på forhånd blot en del bekymring for, om benene nu var så ømme og stive efter fodboldskolen, at der ikke var flere kræfter i dem til stævnet nordvest for Århus.

Og i den første kamp, mod Sæby lørdag formiddag, var det i hvert fald tydeligt, at Jelling-pigerne endnu ikke var helt skarpe efter en måneds fodbold-sommerferie: Et kæmpe spilovertag resulterede kun i en alt for lille 1-0 sejr til Jelling med Klara Lindbjerg som målscorer.

Modstanderen var langt stærkere i den anden kamp om lørdagen - men det blev spillet også. Romalt - der ligesom Jelling skal spille i Mesterrækken i efterårssæsonen - fik det bedste frem i Jelling-pigerne, som i en flot og lige kamp trak det længste strå med en 2-0 sejr, sikret via mål fra Klara Lindbjerg og Stine Hviid.

Efter lørdag aftens stævne-diskotek virkede 10.30 for Jelling-pigerne som et MEGET tidligt starttidspunkt for kampen mod Søften søndag formiddag. De var så trætte, at de knap kunne gennemføre en ordentlig opvarmning. Men da dommeren fløjtede kampen i gang, var Jelling-pigerne lysvågne og leverede en fremragende indsats med flot holdspil og lækre individuelle detaljer. 3-0 blev slutresultatet mod et ganske godt Søften-hold, som i efteråret spiller i A-rækken. Tre perlemål af Kathrine Guldmann (2) og Rikke Sejr afgjorde den kamp.

Dermed var Jelling i A-finalen, hvor modstanderen igen var Romalt. Spillet var denne gang mere rodet og usammenhængende og præget af nerver og træthed. Men mål af Kathrine Guldmann på et langskud og Klara Lindbjerg efter klumpspil sikrede endnu en 2-0 sejr.

Nu i uge 32 går træningen i gang for Jelling-pigerne, som for førsteholdets vedkommende deltager i et træningsstævne søndag den 9. august i Viborg mod andre Mesterrækkehold. Også en træningskamp mod Kolding Boldklub bliver det til, inden første kamp i Mesterrækken spilles 15. august i Bramming.