jellingfs

Gæsterne snuppede alle tre point i topopgøret

JfS Fodbold Nyheder
4. september 2010 - 16:46 af: Mette Heidemann

U17-drengene spillede en fremragende første halvleg, men scorede kun ét mål - og det hævnede sig i anden halvleg, da FC Ådalen scorede to gange.


U17-drenge B:
Jelling fS-FC Ådalen 1-2 (1-0)
Mål for Jelling: Lasse Dueholm

Topkamp på Jelling stadion og i første halvleg meget høj Jellingklasse (verdensklasse, ifølge træneren) i kampen mellem Jellings drenge og de sammenbragte Ammitsbøl, Bredsten og Egtved-drenge i FC Ådalen. Begge hold mødte frem med maximumpoint og nok især Jelling-drengene med selvtillid i metermål efter sidste lørdags målrige sejr i Hover.
Og selvtilliden var der rigtig god grund til langt hen i kampen - men det er ikke altid nok, når modstanderen kæmper alle 80 minutter og holder gejsten oppe selv i kraftig modvind.

Jelling sad fuldstændig på kampen i første halvleg med flot kombinationsspil og masser af gode løb og et meget effektivt forsvar. Efter godt et kvarters spil gav det offensive spil pote - Frederik jagtede en bold, man ellers kunne tro var tabt, vandt den fra målmanden og kunne spille Lasse, der sparkede den i et helt tomt mål.
Efter endnu et kvarter var Marnoukh meget tæt på med et flot langskud, som dog gik over mål.
Til gengæld skete der ikke alverden i den anden ende af banen, så pausestillingen var 1-0.

Umiddelbart efter pausen havde Thomas kampens flotteste solopræstation med et hurtigt løb op i venstre side af banen efter en lang aflevering fra Lasse, forbi forsvarsspilleren og et superflot skud udenom målmanden. Men desværre også 10 cm udenom målstolpen.

Fem minutter senere kom forsvaret på mellemhånd af en af Ådalens hurtige angribere, som kunne sparke bolden forbi Rasmus i målet.

Og så vendte kampen stille og roligt. Ådalen begyndte at spille mere offensivt og jagte alle bolde, og når Jelling-drengene samtidig sløsede lidt for meget med afleveringerne, var der ikke meget, som kunne lykkes. Alt for mange gange blev et ellers godt tænkt opspil ødelagt af en grøn modspiller, og samtidig blev Jelling svækket væsentligt i forsvaret, da Mikkel M. måtte udgå med en skade.
Et stykke inde i halvlegen blev også Ådalens målmand skadet, da Frederik i en nærkamp trådte ned på hans knæ - men selv om han dårligt kunne støtte på benet, spillede han resten af kampen. Det hjalp dog ikke Jelling væsentligt, for man skal jo i nærheden af målet for at score, og det kneb gevaldigt med de oplagte chancer.
Fem minutter før tid udnyttede Ådalen en fejl på Jellings bagerste midtbane og scorede til kampens resultat 2-1.

Man lærer mest af kampe mod jævnbyrdige modstandere. Også at træerne ikke vokser ind i himlen og at man ikke kan vinde stort hver gang. Men så kan man jo altid have ambitionen om at slå det førende hold i rækken næste gang..

Se stillingen i rækken her.




0 kommentarer


Du skal være logget ind, for at skrive en kommentar