jellingfs

Flot spil i én halvleg - fight i den anden

JfS Fodbold Nyheder
5. september 2010 - 16:43 af: Per Falborg

Jellings U18-piger i A-rækken fik sæsonens første rigtige sejr i Hedensted, som blev slået 3-1.

U18-piger A:
Hedensted IF-Jelling fS 1-3 (0-2)
Mål for Jelling: Anne Albrechtsen, Line Christensen, Maja Hvid


Inden søndagens kamp var status for Jellings andethold i U18-piger fire point - hentet via en "skrivebordssejr" over VB, som har trukket deres hold ud, en uafgjort og to snævre nederlag.
Men i Hedensted kom sæsonens første rigtige sejr, da hjemmeholdet blev besejret 3-1.
Helt fortjent efter en kamp med to meget forskellige halvlege:
I første halvleg spillede Jellings piger aldeles fremragende: Pågående angrebsspil fra Anne Albrechtsen, Maria Rasmussen og Cecilie Bendixen.
Smukt kombinationsspil på midten af banen, hvor især Mette Christensen og Cecilie Andersen var arbejdshestene, mens Line Christensen strøede om sig med flotte og intelligente afleveringer.
Et forsvar godt styret af anfører Viola Jensen foran de tæt markerende Laura og Sarah Herum, Sofie Johansen og Maria Krogh.
Og allerbagest en solid indsats af Karen Heidemann, som "ofrede sig" og tog målmandstrøjen på i en kamp, hvor Jelling var uden en rigtig målmand.

Jelling bragte sig foran 2-0 på mål af Anne Albrechtsen midt i halvlegen og Line Christensen lige før pausefløjtet.
Men måske fik Jelling-pigerne lidt for meget ros i pausen. For i anden halvleg virkede de i starten som om, sejren allerede var hjemme: Der blev løbet for lidt - og der blev sparket for meget. Så efterhånden overtog Hedensted mere og mere af spillet og reducerede til 1-2 på et flot skud, som Karen ingen chance havde for at redde.
Men derefter vågnede Jelling-pigerne endelig op. Spillet kom aldrig på niveau med første halvleg - men arbejdshandskerne kom på, og der blev fightet over hele banen. Og apropos handsker, så sad Karens målmandshandsker lige, hvor de skulle, da Hedensteds målscorer til 1-2 havde en tredobbelt chance for at udligne til 2-2, men hver gang fik Karen pareret.
Og i stedet lukkede Jelling kampen på et fremragende kontrangreb, hvor Maria Krogh lagde en perfekt aflevering lige i fødderne på hurtige Maja Hvid, som holdt hovedet koldt og placerede bolden ved siden af Hedensted-keeperen, helt ude ved stolpen.

Anne Albrechtsen blev kampens spiller med fire stemmer - tæt fulgt af Karen Heidemann og Viola Jensen, som hver fik tre stemmer.

Se stillingen i rækken her.


0 kommentarer


Du skal være logget ind, for at skrive en kommentar