jellingfs

Et point i en grim kamp

JfS Fodbold Nyheder
2. maj 2011 - 23:51 af: Per Falborg

U18-pigernes A-hold forsvarede førstepladsen med 1-1 i et meget fysisk opgør i Ry.

U18-piger A:
Ry SK-Jelling fS 1-1 (1-1)
Mål for Jelling: Kathrine Haumann

Det blev aldrig særlig kønt.
Faktisk var det til tider rigtig grimt, da Jellings bedste U18-piger spillede 1-1 i Ry mandag aften.
Resultatet betyder, at Jelling foreløbig beholder førstepladsen i rækken, foran netop Ry.
Men hvad angår det spillemæssige, var det ikke til at se, at det var puljens to førende hold, der mødtes.

Ry-pigerne har et meget sammenspillet og meget fysisk betonet hold med Mesterrække-erfaring fra efteråret, ligesom Jelling.
Og det fysiske var i højsædet hos hjemmeholdet lige fra kampens første fløjt. Det burde ikke være nogen overraskelse for Jelling, da de to hold mødtes to gange i Mesterrækken i efteråret. Men alligevel virkede Jelling-pigerne i de første 25 minutter nærmest lammede over Ry-pigernes meget pågående og meget kontante måde at spille fodbold på.
Efterhånden kom Jelling-pigerne mere med i kampen, men det var Ry, der kom foran, da opbakningen svigtede i Jellings venstre forsvarsside.
Der gik dog ikke længe, før Kathrine Haumann fik udlignet på et rigtigt energimål, skabt af et optimistisk gennembrud af venstre back Stine Hviid.
Netop Stine blev efter kampen helt fortjent valgt til kampens spiller med syv stemmer.

Efter pausen skruede Ry endnu mere op for fysikken, undertiden på den trælse måde med voldsomme screeninger langt fra bolden, konstante kantninger af Jellings driblere, spark i haserne og skub med strakte arme.
Bestemt ikke nogen stor nydelse at se på, men effektivt. Og i øvrigt ganske forståeligt, når man får lov til det af kampens dommer.
Jelling-pigerne virkede til gengæld ofte helt paf over en dommerlinie, som de bestemt ikke er vant til. Flere gange stoppede de nærmest op, fordi de var overbevist om, at her MÅTTE dommeren da fløjte for frispark. Men det skete ikke, og så var Ry pludselig i gang med et kontraangreb, så det var op til Camilla Melgaard samt Anna Corneliussen eller Trine Skov i midterforsvaret at få kastanjerne raget ud af ilden.

Jelling fik dog mere gang i det etablerede angrebsspil og havde også adskillige chancer til at afgøre kampen, men skarpheden manglede.
Stadig skulle der dog kæmpes hårdt om hver eneste bold, og Jelling-pigerne fandt efterhånden ud af, at det var nødvendigt at slå igen. I en af de situationer fik Rikke Sejr gult kort for en tackling, der efter dommerens mening var mere på foden end på bolden. Så Jelling måtte slutte kampen af i undertal, men fik dog redet stormen af.

Alt i alt var 1-1 et nogenlunde retfærdigt og acceptabelt resultat på udebane mod et af de formodet stærkeste hold i rækken.
Og der er ingen tvivl om, at de to holds møde i Jelling den 7. juni bliver et nøgleopgør i kampen om puljesejren.
Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at Jelling-pigerne håber på en lidt hårdere dommerlinie i den kamp...

Allerede torsdag skal Jelling i kamp igen, når Horsens SIK kommer på besøg. Og lørdag gælder det ugens tredje turneringskamp, mod FC Skanderborg i Jelling.

Se stillingen i rækken her.


0 kommentarer


Du skal være logget ind, for at skrive en kommentar