jellingfs

En kamp til glemmebogen

JfS Fodbold Nyheder
20. juni 2010 - 22:30 af: Per Falborg

Efter ni sejre i træk og puljesejren i hus mødte Jellings U15-piger nærmest ikke op til kampen i Hasselager og tabte 3-0.



U15-piger A:
Kolt/Hasselager-Jelling 3-0 (2-0)

Tankerne var vist allerede henne ved tirsdagens JM-semifinale mod Vejle Boldklub.
I hvert fald leverede Jellings U15-piger en meget tam indsats i søndagens udekamp mod Kolt/Hasselager og tabte 3-0.
Puljesejren kom i hus for knap en uge siden, så reelt var der ikke noget at spille for. Det skulle da lige være muligheden for at blive det eneste hold i de tre øverste U15-pigerækker med maksimumpoint efter forårssæsonen.
Men det var tilsyneladende ikke motivation nok for Jelling-pigerne, som på en våd, mudret og vanskelig bane i Hasselager havde masser af spil, men slet ikke den samme effektivitet i afslutningerne som hjemmeholdet.

Kolt/Hasselager har inden for det seneste år tabt tre gange til Jelling: 1-3, 1-6 og 1-2. Men denne gang kom Kolt/Hasselager med tre sejre på stribe og masser af kampgejst - og spillede vel samtidig sæsonens bedste kamp. Derfor var sejren ganske fortjent.
Jelling-pigerne skal op i et helt andet gear for at have en chance i tirsdagens JM-semifinale mod Vejle Boldklub 19.30 på Jelling Stadion.
Camilla Melgaard og Maria Hansson delte titlen som kampens spiller med tre stemmer til hver.

Se slutstillingen i rækken her.

0 kommentarer


Du skal være logget ind, for at skrive en kommentar