jellingfs

Drømmestart banede vejen for en plads i kvartfinalen

JfS Fodbold Nyheder
7. november 2009 - 17:40 af: Per Falborg

Jellings U-15 piger er blandt de sidste otte hold i JBU's pokalturnering efter 6-1 sejr over Kolt/Hasselager i ottendedelsfinalen.

Endelig! Maibritt fik en fantastisk start på Jelling-holdet, da hun i starten af august scorede seks mål i tre kampe i et træningsstævne, men siden da har hun ikke scoret, og hun har måttet finde sig i små-drilleri i den anledning. Lørdag fik hun dog endelig brudt forbandelsen, da hun efter bare tre minutter løb perfekt til forreste stolpe og sendte bolden i mål med venstrebenet. 
(Fotos: Søren Lindbjerg)

U-15 piger, JBU's pokalturnering:
Jelling-Kolt/Hasselager 6-1 (4-0)
1-0 Maibritt Bjerrum (4.), 2-0 Rikke Falborg Sejr (5.), 3-0 Kathrine Guldmann (22.), 4-0 Stine Hviid (27.), 5-0 Rikke Falborg Sejr (46.), 5-1 (53.), 6-1 Kathrine Guldmann (58.)

En drømmestart med to mål i kampens første fem minutter grundlagde lørdagens 6-1 sejr til Jelling i JBU's pokalturnering.
Så selv om hallerne lokker med indendørs-fodbold, fortsætter udendørs-sæsonen mindst en uge endnu for Jellings piger, som nu er blandt de sidste otte hold i pokalturneringen.

Lørdagens modstander fra Kolt/Hasselager spillede ligesom Jelling i Mesterrækken i efteråret. Ganske vist sluttede forstads-århusianerne sidst i deres Mesterrække-pulje, men de spillede dog 1-1 mod Romalt og tabte knebent til Ry og Skovbakken - tre hold, som er blandt de kun 12 hold i Jylland, som til foråret har kvalificeret sig til den bedste række, Mesterrække 1.

Jelling har mødt Kolt/Hasselager en gang før i dette efterår, nemlig i en træningsturnering i starten af august i Viborg, hvor Jelling med noget besvær halede en 3-1 sejr hjem. Men lørdagens hold fra Kolt/Hasselager skulle ifølge holdets trænere være noget bedre end i august.

Alt i alt betød det en smule nervøsitet i Jelling-lejren for kampens udfald. Men allerede inden kampuret var nået til 4:30, var kampen stort set afgjort til Jellings fordel, da først Maibritt og et minut senere Rikke havde scoret til 1-0 og 2-0.
Især hos Maibritt var der grund til det helt store score-smil, for det var faktisk hendes første mål for Jelling, siden hun debuterede ved det omtalte træningsstævne i Viborg med ikke færre end seks (!) mål - heraf alle tre i 3-1 sejren mod Kolt/Hasselager.

1. halvleg tilhørte fuldstændig Jelling-pigerne. Ligesom i sidste uges pokalkamp mod Hedensted fra A-rækken fik Jelling meget mere tid og plads til flot opspil helt nede fra forsvaret, end det har været tilfældet i turneringskampene i Mesterrækken. Også fysisk var Jelling-pigerne overlegne. Og det bekræftede fornemmelsen af, at Jellings Mesterrækkepulje i efteråret både var en af de stærkeste og en af de mest fysisk betonede. I hvert fald ømmede Kolt/Hasselager-pigerne sig gevaldigt gennem hele kampen over tacklingerne fra Jellings piger - selv om kampen slet, slet ikke var særlig hårdt eller fysisk spillet, bedømt med en Jelling-målestok.

Stine og Kathrine fik også scoret, og med 4-0 ved pausen var spændingen helt lukket ud af kampen.
Derfor var der plads til lidt eksperimenter i forsvaret i 2. halvleg. Og selv om både Camilla, Trine, Anna og Lolo gjorde det fint på de nye pladser, kneb det naturligvis lidt med automatikken og rollefordelingen i de få pressede situationer. Og det var nok grunden til, at Kolt/Hasselager fik plads til et lidt dumt reduceringsmål, da tre-fire spillere i Jelling-forsvaret tøvede i stedet for at blokere for en angriber fra Kolt/Hasselager.

Inden da havde Rikke dog for anden kamp i træk brugt venstrebenet til at sende bolden op i det modsatte hjørne til stillingen 5-0. Og kort efter reduceringsmålet til 5-1 scorede også Kathrine sit andet mål efter et koks i gæsternes forsvar.

En flot præstation af alle 13 spillere - og flot opbakning på sidelinien fra forældre, bedsteforældre, søskende og venner - og fra holdets normale midtbanefræser Emma, som lignede én, der havde lyst til at brække gipsen af sin brækkede finger og styrte ind på banen for at være med...

Lodtrækningen til kvartfinalen var Jelling-pigerne ikke ligefrem heldige med:
Modstanderen på lørdag, den 14. november, bliver Varde på udebane.
Jelling har mødt Varde to gange i Mesterrækken i efteråret og tabt 1-2 og 0-6.

Se resultater af de øvrige kampe og lodtrækningen til næste runde her.

Fairplay-dommerkast eller ej? Sindene kom lidt i kog på begge sidelinier i løbet af kampen i tre situationer ved dommerkast, hvor bolden ikke blev givet til det hold, der var i boldbesiddelse, da spillet blev stoppet. To gange i 1. halvleg "glemte" Kolt/Hasselager-spillerne at give bolden til Jelling - og en gang i anden halvleg var det omvendt Jelling, som ifølge gæsterne ikke hurtigt nok gav bolden til modstanderne. Måske bør dommere i ungdomskampe "vejlede" spillerne lidt bedre i de situationer?

Louise K. var ikke med i Hedensted, men var lørdag tilbage på holdet med en meget solid indsats som back.

Anne viste mange prøver på sin superteknik.

Kathrine kan kunsten at stå på det rette sted på det rette tidspunkt, og derfor scorede hun to gange fra kort afstand.

Kampens anden to-måls skytte, Rikke, smækker et indlæg ind foran mål.

Endnu et mål til Jelling - denne gang er målscoreren vist Stine.

Stine i gang med et raid mod Kolt/Hasselagers mål. Denne gang dog uden scoring.

Tæt opdækning og kropstacklinger var ikke lige udeholdets kop the. Her er det Klara, der sidder i haserne på en modstander.

"Jeg haaar", råber Kolt/Hasselagers målmand. Men det havde hun ikke, og kort efter er stillingen 6-1 til Jelling.

Se nu lidt glad ud, træner! Dit hold har lige vundet efterårets største sejr. Status for Jellings bedste U-15 pigehold siden sommerferien i alle trænings- turnerings- og pokalkampe er: 12 sejre, 2 uafgjorte og 4 nederlag.

0 kommentarer


Du skal være logget ind, for at skrive en kommentar