jellingfs

De gamle drenge tog pokalen

JfS Fodbold Nyheder
6. september 2010 - 00:06 af: Søren Fjordside

Jelling vandt DGI's landsmesterskab for 7-mands superveteranhold.

Det talentfulde superveteran mesterhold bestod af (øverst fra venstre): Holdleder Bo Højrup, Steffen Steffensen, Steen Dueholm, Jakob Hauge, Anders Hess, Søren Beierholm, Jesper Ranfelt, og (n.f.v.) Kaj Sørensen, Tonny Hansen, Mads Hounsgaard og Søren Fjordside.



Der var noget ganske rørende over at se Jellings gamle fodbolddrenge med en "guld"-medalje hængende om halsen.
Men medaljerne og en pokal til evig eje var det synlige tegn på, at Jellings absolut ældste fodbold-drenge i weekenden vandt DGIs landsmesterskab for 7-mands superveteranhold. Kravet er enkelt: man skal være fyldt 50 på spilledagen, og det opfylder holdet så rigeligt, da gennemsnitsalderen er omkring de 55.
4 kampe skulle der til, før de trætte ben kunne kalde sig fodboldmestre, og i den sidste afgørende kamp mod Brande IF blev det til en snæver 1-0 sejr i et særdeles jævnbyrdigt opgør.
Sejrsmålet fejlede dog ikke noget, og var en sand mester værdig.
Midt i 2. halvleg tager Anders Hess et rush op af banen (ja, det kan man godt på en 7-mandsbane, og ja, der var fart på), spiller Steffen Steffensen fri ved baglinjen, og Steffen sætter en usædvanlig præcis aflevering på tværs af målet, som en fremstormende Kaj Sørensen sikkert eksekverer via overlæggeren. Et mål lige efter fodboldens ABC.

0 kommentarer


Du skal være logget ind, for at skrive en kommentar