jellingfs
Til forsiden
Sponsorer
Om denne side
Sjove og nyttige links
Søg
2-1 for tredje kamp i træk
JfS Fodbold Nyheder
25. maj 2010 - 22:09
af: Per Falborg
Jellings U15-piger vandt over TMG på en stormomsust bane i Mårslet på mål af Rikke Sejr og Emma Kristensen og har stadig maksimumpoint efter seks runder.
U15-piger A:
TMG-Jelling 1-2 (0-0)
0-1 Rikke Sejr (40. Assist: Stine Hviid)
0-2 Emma Kristensen (52. Assist: Rikke Sejr)
1-2 (63.)
Også i den sjette turneringskamp i dette forår blev det til en sejr til Jellings piger.
Men for tredje kamp i træk blev det lidt for spændende, da sejrens størrelse kun blev på 2-1 mod TMG.
Men også 2-1 sejre giver tre point, og derfor holder Jelling sig stadig netop tre point foran forfølgerne fra FC Horsens.
Den åbne bane i Mårslet lidt syd for Århus lå lige på tværs af tirsdagens meget kraftige vind. Så betingelserne for flot fodbold var ikke optimale, idet hver bold spillet over en halv meters højde var i fare for at blæse langt ud af banen.
TMG's spillere var tydeligvis opsatte på at hævne 0-5 nederlaget i Jelling i sæsonens første kamp mellem de to hold. De spillede langt mere aggressivt og med meget større tro på sig selv denne gang. Og da Jellings piger samtidig kun var oppe på 75 procents ydeevne før pausen, blev 1. halvleg en meget jævnbyrdig affære uden de store scoringschancer.
Efter pausen gik der dog kun fire minutter, før Rikke Sejr scorede for tredje kamp i træk, da hun flot udnyttede en lige så flot frispilning fra Stine Hviid.
Og da Emma Kristensen 12 minutter senere i to-tre forsøg fik tacklet Rikke Sejrs indlæg over målstregen til 2-0, lignede det afgørelsen.
Jelling dominerede de følgende 10 minutter og havde også muligheden for at gøre det til 3-0.
Men pludselig blev det spændende, da TMG udnyttede en dum forsvarsfejl i Jellings ende til at score til 1-2.
Det gav selvfølgelig hjemmeholdet blod på tanden, og TMG'erne fik etableret et vist pres på Jelling-målet i kampens sidste minutter - uden dog at blive rigtig farlige.
Alligevel var der ganske stor lettelse, da kampens dommer fløjtede af - i øvrigt efter 37 minutters spil, fordi hans ur var gået i stå midt i anden halvleg...
Rikke Sejr blev valgt som kampens spiller med otte stemmer. Emma Kristensen fik fire.
Se stillingen i rækken her.
Del nyheden...
|
0 kommentarer
Du skal være logget ind, for at skrive en kommentar
© Jelling fS Fodbold - Gormshallen, Kathrinelund 1, 7300 Jelling - Webansvarlig: Per Falborg 7587 2800 falborg@hotmail.com